For to år siden blev jeg sygemeldt med stress. Naturen blev på mange måder min redning. Vejen ud af stress og ind i det liv, jeg drømte om at skabe.

Ved at gå lange ture eller bare opholde mig i naturen, aktivere mine sanser og lade naturen strømme ind i mit system, fik jeg i første omgang lindring for min stress. Ro i kroppen og i nervesystemet, nærvær i nuet, et frirum fra tanke-laviner og en følelse af taknemmelighed over at opleve alt det smukke omkring mig og bare at få lov at tage imod. En oplevelse af overflod – af liv, glæde og håb. En følelse af at være holdt, beskyttet og elsket.

Efterhånden førte dette til en fornemmelse af forbundethed med naturen. Som en Na'vi (Avatar), der ”kobler sig på” sin hest. Jeg begyndte at lægge mærke til, at naturen talte til mig gennem tegn og budskaber, fx en række af hvide fjer; en musvåge der fulgte med mig langt over mit hoved; en sten med form som et hjerte, der pludselig lyste op foran mig; en række af den samme slags døde dyr på samme gåtur; sommerfugle der flagrede ind foran mig igen og igen eller viste mig vejen; grene, rødder og andre ting, der forestillede noget bestemt… listen er uendelig… Og jeg var aldrig i tvivl, for tegnene landede altid som indsigter eller svar på tanker og følelser, jeg gik med på lige netop dette tidspunkt.

Med tiden blev det tydeligt for mig, at de budskaber jeg fik gennem naturen, var tæt sammenvævede med min sjæls ønsker og planer. Og dette var jo en proces der startede med sygdomserkendelse; bevægede sig gennem indsigt i og accept af, at jeg skulle slippe mit gamle job (som jeg inderst inde vidste, at jeg ikke skulle tilbage til, men længe forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg skulle); og til at jeg begyndte at turde at tage bitte små action steps til at skabe den drøm, som jeg havde haft i mit hjerte i mange år. Naturen viste mig hele tiden tegn på, hvad jeg skulle slippe, og hvilken vej jeg skulle gå.

Lad mig give et eksempel. Jeg glemmer aldrig den skelsættende dag, hvor jeg på en lang vandretur ”kom til” at tjekke min sms-indbakke og så, at der var brev i e-Boks fra min arbejdsgiver. Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået… Brev i e-Boks og ikke de normale telefonsamtaler med min leder kunne kun varsle om potentiel afskedigelse, hvis jeg ikke snart kom tilbage på arbejde… Dette satte naturligvis en masse tanker og følelser i gang, herunder først frygt og følelsen af at være ramt på mit selvværd – ”De vil ikke have mig”; ”De kan ikke lide mig” osv. Dernæst en stædig indre kamp for ikke at tage det ind og ikke at tage det personligt. I denne bearbejdelsesproces mødte jeg mod slutningen af min vandring en række af døde dyr med få meters mellemrum: en skarabæ, så én til og så en mus. Alle var de i gang med at blive fortæret af myrer. Det var ret makabert, faktisk. Mine første tanker gik på det her med at være offer, blive jagtet og nedslagtet, ofret. Indtil budskabet – BANG – landede klart og tydeligt: Noget må dø, for at noget nyt kan opstå og blomstre. Døden var ikke makaber – den var et billede på en nødvendig, men smuk overgang til et nyt kapitel. En transformationsproces. I det øjeblik landede en følelse af accept og tillid til, at alt var præcis, som det skulle være. Jeg slap frygten. Jeg mærkede en enorm lettelse over at kunne slippe mit gamle job uden at føle mig kasseret.

Denne begivenhed er et eksempel på, hvordan jeg fil hjælp til at indse noget, jeg allerede vidste, og til at slippe noget, der ikke tjente mit højeste gode og min sjæls ønsker og planer for mig. Jeg har også gennem tiden modtaget mange budskaber, bekræftelser, idéer og inspiration til, hvilken vej jeg skal gå – både i min virksomhed og i mit privatliv.

Det er selvfølgelig ikke naturen, der ”fortæller” mig, hvad jeg skal gøre. Det er mig selv. Min egen intuition, som er min sjæls stemme. Men eftersom min sjæl er gjort af samme ”stof” (=energi), som Universet, Skaberkraften, vores åndelige guider, så er der for mig her en direkte forbindelse. Nogle mennesker modtager budskaber, klarsyn, klarviden osv. fra deres sjæl og/eller åndelige guider gennem dyb meditation og andre praksisser. For mig sker det, når jeg opholder mig i naturen.

Naturen er blevet min direkte ”kanal” til det åndelige og til min egen sjæl. Det er her, jeg mærker min intuition stærkest. Det er her, jeg får de fleste idéer og inspiration til at udvikle min virksomhed, og til hvordan jeg bedst hjælper mennesker til at vækste og udvikle sig, hvilket er mit sjælskald. Nogle gange får jeg tingene vist gennem konkrete budskaber fra naturen omkring mig. Andre gange – og efterhånden oftere og oftere – ved jeg det bare. Det lander i min bevidsthed, uden at jeg opdagede, hvor det kom fra. Når jeg er ude i den fri natur.

Jeg tror på, at vi alle kan opnå denne kontakt til naturen og modtage budskaber, beskeder, bekræftelser, inspiration, klarsyn/klarviden osv. For dybest set er vi alle forbundet til naturen. Inderst inde ER vi naturen. Det handler ”bare” om at give slip. Give slip på kontrol, fordomme om ”hokus pokus”, begrænsende overbevisninger som fx ”Det er bare noget jeg bilder mig ind/ noget min hjerne finder på”, og ikke mindst frygt. Det handler om at være i tillid til, at vi er forbundet med alt og alle omkring os gennem energien, og at kommunikation kan foregå på mange flere – og mere subtile – kanaler end den, vi kender fra vores fysiske verden, hvor vi kan tale med ord og aflæse kropssprog hos andre mennesker og dyr.

Dette var en – om end lang – så faktisk yderst komprimeret fortælling om min rejse gennem stresshealing og ind til min inderste kerne med naturen som hjælper, guide og åndelig kanal. Jeg håber, at dette kan være en inspiration for dig, og jeg vil invitere dig til at komme ud i naturen – hellere i dag end i morgen – og bare tage imod alle de gaver og indsigter, som venter på at lande i din turban, i dit hjerte eller bare lige dér for fødderne af dig :o)

Fra hjertet
Gitte